Det kan, for mange af os, være lidt vanskeligt at gennemskue forskellen på et CV og en ansøgning – hvad er det nu lige, der skal proppes ind i hvad, hvordan og hvorledes?
Det hjælper vi dig med at få afklaret i dette indlæg, så du er bedre rustet i din jobsøgning.
Hvad er mit CV?
Helt basalt set er dit CV en oplistning af de ting, du har lavet i løbet af dit liv – relevante ting, vel at mærke. Det kan være tidligere erhvervserfaring, uddannelser, kurser, frivilligt arbejde, IT-kompetencer, hvorvidt du har kørekort eller ej, osv.
Disse ting oplistes i hver sit afsnit, under hver sin underoverskrift. Har du f.eks. arbejdet 2 år som tømrer, 3 år som selvstændig flyttemand og dernæst et halvt år som pedel på en skole, så skal du skrive disse ting ind i dit CV under ”Erhvervserfaring” – f.eks. i punktform -, og du skal huske at have årstal med, for på den måde at vise hvornår du har lavet hvad.
Dette gør det nemt og overskueligt for din kommende arbejdsgiver, når han skimmer dit CV. Hvis der er for meget rod i din opsætning, så vil vedkommende højst sandsynligt give op hurtigt, og kigge videre på den næste i bunken.
Hvad er min ansøgning så?
Din ansøgning er meget mere målrettet end dit CV. I din ansøgning skal du ikke nødvendigvis fortælle alle de ting, du har lavet og lært igennem årene, men snarere hvad du kan byde ind med til lige netop dét job. Fortæl lidt om dig selv – igen på en kort og overskuelig måde.
Søger du en stilling som pædagogmedhjælper, jamen så kan du sagtens tilføje, at du er rigtig god med børn, at du slet ikke har noget imod at være fjollet og lege (men samtidig ved, hvornår du skal være alvorlig og konsekvent), at du ofte har passet naboens to små tvillinger, eller dine 3 mindre søskende, og dermed har udviklet dig meget på det omsorgsmæssige område samt fået noget erfaring.
Omvendt ville disse informationer være fuldstændig ligegyldige at vide for et tømrerfirma, når de læser ansøgninger igennem. Her vil det være mere relevant at fortælle kort om, at du selv har bygget din carport, anlagt din terrasse osv.
Kort fortalt: overskueligt, personligt og målrettet – men på en forsigtig måde; lad være med at give hele din livshistorie og alle dine lommefilosofier – der skal jo også være noget at snakke om til din jobsamtale.